Dårlig ånde

fire breathing 152667 640Dårlig ånde kaldes også Halitosis eller Foetor ex ore.

Det er almindelig kendt, at man kan have en dårlig smag i munden om morgenen, når man vågner. Det skyldes dannelse af mindre mængde spyt i løbet af natten samt en tom mave. Så snart man kommer op og får morgenmad og efterfølgende børster tænder, forsvinder den ubehagelige dårlige ånde.

Den manifeste ”rigtige” dårlige ånde rammer ca. hver femte dansker på et eller andet tidspunkt. Dårlig ånde kan antage et ret så voldsomt omfang, at den ramte kan blive påvirket på selvtilliden og de sociale relationer.

Hos 90% af alle, der lider af dårlig ånde, skal årsagen findes i munden. Mangelfuld mundhygiejne, tandkødsbetændelse og paradentose er de hyppigste årsager til dårlig ånde.

Hvis man ikke børster sine tænder ordentligt, ophobes karakteristiske forrådnelsesbakterier langs tandkødet, i tandkødslommerne, i dybe furer på tænderne eller på tungeryggen. Bakterierne nedbryder organiske bestanddele i maden, og herved dannes de ildelugtende svovlbrinteforbindelser.

Andre årsager til dårlig ånde er, bortset fra ovennævnte :

  • Mundtørhed.

  • Proteser.

  • Problemer i svælget.

  • Problemer i næsen og bihuler.

  • Sygdomme i mave- tarmkanalen.

  • Almene sygdomme.

  • Kosten.

  • Lægemidler.

  • Strålebehandling.

Mundtørhed:

En tør mund kan skyldes medicin. Da spyt har en gavnlig rensende effekt på tænder og tillige er bakteriehæmmende, vil mindsket spytdannelse, give bakterierne gode vækstbetingelser.

Proteser:

Hvis en protese ikke gøres grundigt ren dagligt, vil den ophobe plak med dårlig lugt til følge.

Halsen og svælget:

Mandlerne er hos nogle mennesker store. Mandlerne kan danne ildelugtende ”propper” og blive kronisk betændte. Undertiden må mandlerne derfor fjernes. Kronisk svælgkatar, som ses hos nogle rygere, kan give dårlig ånde.

Problemer i næsen og bihuler:

Hvis vejrtrækningen primært foretages gennem munden i stedet for gennem næsen, f.eks. ved forkølelse og tilstoppet næse, kan dette udtørre slimhinderne i munden og medføre dårlig ånde.

Mave- / tarmsystemet:

Halsbrand, sure opstød og reflukssygdomme kan give dårlig ånde.

Irritabel tyktarm kan i perioder med øgede mavegener give dårlig ånde.

Almene sygdomme:

Diabetes, som ikke er velreguleret, samt kroniske nyresygdomme kan medføre dårlig ånde.

Kosten:

Det er almindelig kendt at stærke retter med hvidløg, kan give lugtgener dagen derefter. Men også rå løg, kål, æg, fedtholdig mad, mælk, stærk ost, Alkohol, tobak og kaffe kan medvirke til dårlig ånde.

Endvidere oplever enkelte på faste- og slankekure, en acetonelignende Ånde.

Lægemidler:

Visse typer af medicin kan give anledning til dårlig ånde. Det gælder specielt medicin til behandling mod depression. Af andre typer medicin kan nævnes mod blodtrykket, vanddrivende tabletter, beroligende midler og sovepiller.

Strålebehandling:

Strålebehandling af kræft på hoved og hals kan medføre en tør mund, fordi spytkirtlerne rammes og spytproduktionen dermed nedsættes.

Behandling af dårlige ånde

Tal altid med tandlægen først, da lugten kan skyldes sygdom i munden og/eller mangelfuld mundhygiejne.

Børst, børst og børst!!! Og husk at bruge tandtråd hver dag.

tungskraberMange kan også have brug for en tungeskraber som supplement til tandbørsten. Bakterierne, som laver lugt sidder ofte langt tilbage på tungen, og mange synes, det er ubehageligt at stikke en tyk tandbørste ned i halsen.

Et godt råd er da, at man hverken springer sin morgenmad eller andre måltider over. Tværtimod skal man sørge for at spise regelmæssigt og gerne drikke lidt vand imellem måltiderne.

Skyldes problemet en tør mund, kan det hjælpe at skylle munden med vand.

Hav altid en lille sprayflaske med vand i tasken når du går ud. Det er også en god ide at anvende sukkerfri tyggegummi eller spise sukkerfri pastiller som stimulerer spytproduktionen.

Der findes også kemi til neutralisering af bakteriegasserne. Stoffet zink binder sig til svovlforbindelserne, og derfor kan tabletter, tandpasta og mundskyllevand med stoffet zink fjerne lugten, som bakterierne laver.

Kan jeg så ikke bare skylle mig til en god ånde?

Skylleprodukter kan have en gavnlig effekt på dårlig lugt fra munden. Problemet er bare at bakteriedræbende skyllemidler kommer med akkurat det samme sæt af problemer, som antibiotika gør:

De kan skabe resistente bakterier og dræbe en hel masse små samarbejdspartnere, som vi sandsynligvis har brug for.

Rådet er derfor: Undgå at skylle munden dagligt med antibakterielle stoffer gennem længere tid på grund af risiko for udvikling af resistens.

Tandlægerne Hjelmensgade

Hjelmensgade 2

8000  Aarhus C 

 

Gl. mailadresse

Ny mailadresse: info@tandsmiley.dk

 

86128822

 

Tandlægevagten:

40 51 51 62

Læs mere

Denne hjemmeside indeholder billeder udlånt af Tandlægeforeningen og enkelte billeder fra Pixabay.com.

2000px Youtube icon.svgfacebook icon